Rens min råbende verden
for støjstråler og pis.
Giv mig ro og lottomillioner
så jeg bliver fri for at tænke
på dig.
Smid mine slidte lemmer
ved storskrald og skrid
hjem til din konehave og klap
din hund.
Verden må skrige i fred
for jeg er gået,
ligeglad og flad
og kommer først igen,
når jeg har glemt.
Luk døren på vejen ud
og tab dine kloge tanker
og gode råd
i nedfaldsskakten.
For en tid
vil jeg bare blive fri
for at smile og tro,
håbe og føle
og fjerne din hånd
fra mit lår.
For den er slap
og fester kun nødigt
til dig og skærmporno,
og mest for at demonstrere
og straffe
og græde med vold.
Men lur mig
om jeg kommer igen.
Med mit klistrede
troskyldige smil,
der håber.
En anden dag.