Tænk sig hvis du læste dette,
og hvis du havde det ligesom jeg,
og kunne huske mig,
som jeg husker dig?
Du er stadig “den store”,
dén jeg aldrig glemmer,
som gjorde mig skør og glad,
og forvirret og fortvivlet.
Årene er gået og jeg har en ny,
som fylder mit liv,
men hver dag dukker du op,
uden jeg forstår hvorfor.
Hver dag siden det var slut,
har du fået et minut,
i min krop, i mine tanker
i mit inderste inde.
Jeg tør ikke sige det højt,
men tænk hvis du tænkte som mig?
Og skrev? Og ringede?
Og stod ved min dør?
Du har nok glemt mig nu.