Du er mine drømmes
guddommelige kærlighed.
Mine fortabte realistiske håb
og stramtantede lænke.
Bliv bort som du er
og bliv i mine drømme.
Jeg savner hvert sekund,
hvor jeg troede du var alt.
Hvor solen skinnede ind i min sjæl og på min cykel, mens jeg trampede hårdt for at nå dig og dine læber og min vej ind i evig nærhed og tro.
Da jeg vågnede var du væk, men stod lige dér.
Slet ikke kyssende og glad.
Men træt og med mig i arms længde.
“Ingen mand har fået mig til at føle sådan”
sagde du,
og lukkede døren bag dig.