Bør nok ikke lukke op

Før jeg trådte ind i det forhold jeg er i nu, havde jeg faktisk lovet mig selv: Min svage, nervøse side, min ænstelighed, min tvivl og min sårbarhed – ville jeg aldrig snakke om som før. Ikke fordi jeg vil skjule den eller være lukket. Men fordi den gør noget ved et forhold. Og jeg tror den har gjort det igen. Min sårbarhed suger og kræver. Den vil have og tigger. Ikke åbenlyst, ikke selvbevidst. Men implicit og blot fordi den findes. Det er som om, at fordi jeg har vist min svagheder til min kærste, forventer den også noget. En omsorg – eller en opmærksomhed. Netop derfor bliver den umættelig og får aldrig nok. I hvert fald ikke hvad den tror den mangler. Måske er løsningen ikke at vise den frem? Måske skal jeg bare gemme den og vise den andre steder? Her eller hos psykologen? I hvert fald har jeg endnu ikke mødt nogen, som jeg ville have nær, som vidste helt hvad de skulle stille op med den. Det er nok også meget at kræve, meget at forvente. At en partner skulle kunne være i den nervøsitet jeg rummer. De (alle kæresterne – de rigtige – jeg har haft) har alle helst set den borte – helst set, at jeg var glad og ikke fuld af tvivl. Og jeg har sagt til dem, at det var dét jeg også ville. Men kom aldrig i mål. Og det gør jeg nok heller ikke nu. Akilleshælen ved at skjule mig er måske, at ængsteligheden bliver større. Og at jeg ikke tør vise hvem jeg er. Og derfor heller ikke kan have et oprigtigt nært forhold. Jeg er krævende, på den måde. En mundfuld.