Hullet under mig åbnes,
du må ikke være sur,
min hjerne kramper,
der står tårer på lur.
Du har end ikke sagt en skid,
men katastrofen er klar,
min sjæl står på hovedet,
for at virke rolig og rar.
Om lidt tager du din taske,
sætter ild til mit hus og går,
skadefro grinende ligeglad,
tramper i det åbne sår?
Al min kraft forsvinder,
al min fornuft er gået bort,
paniske fantasier dominerer,
dagene er talte og lykken for kort.
Jeg ved følelserne spiller mig et puds,
for nok er du skuffet og sur,
og chancen for, at himlen falder ned,
er nok ikke så stor.
Men jeg beder dig, find vattet frem,
tag en handske af fløjl på din hånd,
forstå, at mit hjerte det kæmper,
at jeg ikke kan holde vores bånd.
For min verden styrter i grus, ved tanken,
om at du vil glemme mig,
min sjæl slår salto og græder,
blot ved tanken om ikke,
at elske med dig.