Jeg har opdaget, at når jeg udretter praktiske ting, når jeg stryger gennem vasketøjet, støvsuger, ringer til lægen og alt det andet jeg gør, når jeg er i dét humør – det er fordi min uro er for stor. Det er en måde hvor den kan kanaliseres over i noget håndgribeligt. Det er et forsøg på at løse noget indre ved at handle udenpå. Eller måske bare en måde, at mindske den samlede mængde af udfordringer på. Som at sige: “Det kan godt være jeg græder indeni, men i det mindste er der støvsuget”. Underligt, for jeg har endnu ikke kunne støvsuge mig glad. Og hvis jeg var glad ville støvsugeren nok kunne få lov at blive stående. Og jeg ville får fred og være glad.
…hvornår gik jeg den gale vej?