Hvor ville jeg ofte gerne være en anden. Set udefra er jeg jo fin og ganske almindelig. Ikke for høj eller lav – eller for pæn eller grim. Jeg er anstændig begavet og klarer mig helt godt, med de ting jeg begiver mig ud i. Men indvendig, åh hvor ville jeg gerne være fri. Min hjerne og hjerte er i kaos så ofte, at jeg ikke orker mig selv. Hvis jeg nogle dage om året kunne udskifte mig selv med en anden personlighed, ville jeg gør det uden betænkning. Jeg ville fluks springe til, og række min slidte sjæl ud i strakt arm. Tag den en tid. Jeg skal nok tage den på mig, når jeg igen har overskud.
Men hvilken selvmodsigelse er det ikke? Man kan jo ikke både være sig selv og ikke være det. Eller kan man? Måske er det dét jeg er. Mig selv som én der ikke vil være det?