Nu er det slut,
håbet, drømmene, forventningerne, smerten.
Du var den ene, som for altid skulle være min,
den ene, som skulle have hele mit hjerte.
Dig som skulle se både det smukke og det grumme,
det klamme og det skøre.
Ingen blev taget til fange
og ingen er døde, sir man.
Men jeg døde lidt indeni,
og min hud savner dig stadig,
helt tæt på.
Mit håb blev lidt mindre,
og mit blod løber lidt langsommere,
nu.
Men jeg var aldrig helt din,
det ser jeg nu.
Mit brød var drømme, forventninger og håb,
som slet ikke kunne bære.
Jeg ville give dig det hele,
men der var kun plads til det halve.
Og det sluttede, som den slags nu gør:
med en tom plads, der nu skal fyldes,
af nogen,
af noget,
af savn måske.
Jeg hader dig
og jeg elsker dig
og takker dig for den tid vi fik.
Jeg hader at jeg håber,
at det går dig godt,
uden mig.
For jeg skulle være ham,
der gjorde en forskel.
Tre år efter,
jeg overbeviste dig med kys,
var de overflødige.
Gem en lille plads
i hjertet til ham,
der kyssede godt,
og som altid
vil elske dig
lidt.