Blog.isme

Happii! Det er den mest vidunderlige dag i mit liv. Jeg har kun drukket én flaske vodka og faktisk lavet aftensmad selv. Det var de mest crazy skønne frysepizzaer! Børnene smovsede rigtigt. Hvor er jeg glad for de seje venner omkring mig! De har altid min ryg og kan låne mig penge, når jeg har brug for det. Tak til min vidunderlig familie, der gør mit travle liv muligt. Hvis ikke min kone sparkede mig ud af døren hver formiddag, fik jeg aldrig mødt op på kommunen eller hos lægen. Kizzes din vej skønne skat <3 

Min værtøjskasse er tom,
de gode råd er væk, som om?

Jeg har tabt og gået hjem,
og kommer nok aldrig igen, min ven?

Håbet er forsvundet,
livet er solgt og revet, kluntet?

Jeg forvinder hvert øjeblik,
uret går hurtigt, tik tik.

Hvad er jeg værd, når alt kommer til alt?
en hund, en tusse end klam klat salt?

Sig at jeg findes når du taler,
jeg står klar, uanset hvad du maler?

Jeg lægger mig her og venter,
stiv pik, rynker, noget der tænder?

Jeg tvivler mest på mig selv,
en mand, et svin, en tåbelig klovn.

Giv slip.

Hullet under mig åbnes,
du må ikke være sur,
min hjerne kramper,
der står tårer på lur.

Du har end ikke sagt en skid,
men katastrofen er klar,
min sjæl står på hovedet,
for at virke rolig og rar.

Om lidt tager du din taske,
sætter ild til mit hus og går,
skadefro grinende ligeglad,
tramper i det åbne sår?

Al min kraft forsvinder,
al min fornuft er gået bort,
paniske fantasier dominerer,
dagene er talte og  lykken for kort.

Jeg ved følelserne spiller mig et puds,
for nok er du skuffet og sur,
og chancen for, at himlen falder ned,
er nok ikke så stor.

Men jeg beder dig, find vattet frem,
tag en handske af fløjl på din hånd,
forstå, at mit hjerte det kæmper,
at jeg ikke kan holde vores bånd.

For min verden styrter i grus, ved tanken,
om at du vil glemme mig,
min sjæl slår salto og græder,
blot ved tanken om ikke,
at elske med dig.

Jeg vågned med en lille
våd plet på puden,
fra et håb i en drøm,
der blev i min krop.

I nattens løb var min hud krakeleret,
faldet af og bevæget sig fri,
min ham var skiftet og bag den,
var en lykkelig mand.

Men da jeg vågnede,
var huden stadig den samme,
lidt rynket og slidt og forvirret?

Men måske kan sjælen skifte sin ham?
Bevæget glædes og håbefuld igen?
Kunne flyve over husenes tage?
Og måske en dag finde hjem?

Alene i livet,
med følelser af elektricitet,
som nok deles af andre,
men som dårligt kan ses.

Som en tennisalbue
flere siger at de har,
men ingen kan konstatere.
Udenpå.

Måske undslipper jeg aldrig,
måske det er mit korte livs projekt,
måske ingen kender naturen,
af elektricitet i min krop.

Se i mine øjne,
og du ser almindelighed,
se bag mine øjne og du ser,
et sort hul og afmagt,
mod en verden som tror.

Jeg vågnede med et kys på mine læber,
fra en fortid der forlængst er forbi,
men så friskt og så legende,
mindede mig om noget jeg har glemt,
som jeg ikke kan fremmane.

Dit kys ville minde mig om noget,
der var sandt og rigtigt,
som både varmer og gør ondt,
fordi det forlængst er forbi,
men rummer sol til mit liv.

Gid du var her endnu,
til at lege med mine læber,
endnu en sidste gang.

Hvor er det flot at du vinder,
så flot at du køber og tror,
din bil vinder priser og kender,
den formidable vin du får.

På udlandsrejserne du kender,
alverdens seværdigheder og mål,
du køber og kysser og tvinger,
verden for lykkelige skål.

I min lejlighed er der skrammer,
og køleskabet er tomt,
mens ungerne leger og glemmer,
at far er en taber af rang.

Vi griner og lader som om,
ingen ved at pungen er tom,
at udlandrejsen forsvinder,
så snart min øl er drukket op.

Så, skål på skæbner og vilje,
hvis skyld det hele beror,
men enige aldrig vi bliver,
hvor du og jeg bor.

Giv mig en hund og jeg græmmes,
lad mig få lov og jeg spytter,
åbn din dør og jeg skider,
på alt hvad empatien gør.

Jeg er vred og skør,
over verdens logiske orden,
der gjorde at jeg havnede her,
uden mening og vilje.

Min eneste trøst er at du,
er lige så fortabt som jeg,
selvom du tror du er klogere,
prisværdig,
fortjenende,
og givende.

De kalder det ængsteligt
og evasivt,
men jeg er mig og ved,
hvem jeg er,
indefra.

De har ret,
og dog ikke mere, 
end nødvendigt.

Gid jeg ikke havde en opskrift,
et mønster,
en skæbne,
en diagnose.

Gid jeg havde en vilje,
en historie,
en saga,
en fortælling.

Slip mig fri for min forestilling,
og verden,
og føleleser,
der binder.

Jeg er låst i lyset,
fra min egen sjæls lampe,
der beder og beder,
om at slippe fri.

Se mig,
skjul mig,
hyld mig,
gem mig.

Mig og verden.

Aner nogen hvem jeg er?
Tvivler de som mig?
Giv mig snart besked,
om jeg er som jeg tror jeg er,
om jeg nogensinde bliver,
som jeg troede jeg var.

 

Hvor ville jeg ofte gerne være en anden. Set udefra er jeg jo fin og ganske almindelig. Ikke for høj eller lav – eller for pæn eller grim. Jeg er anstændig begavet og klarer mig helt godt, med de ting jeg begiver mig ud i. Men indvendig, åh hvor ville jeg gerne være fri. Min hjerne og hjerte er i kaos så ofte, at jeg ikke orker mig selv. Hvis jeg nogle dage om året kunne udskifte mig selv med en anden personlighed, ville jeg gør det uden betænkning. Jeg ville fluks springe til, og række min slidte sjæl ud i strakt arm. Tag den en tid. Jeg skal nok tage den på mig, når jeg igen har overskud. 

Men hvilken selvmodsigelse er det ikke? Man kan jo ikke både være sig selv og ikke være det. Eller kan man? Måske er det dét jeg er. Mig selv som én der ikke vil være det?