Blog.isme

Som krighelt viser jeg gerne frem,

til alle der gider se det.

Det bløder endnu og minder

jer om mit lede martyrium.

Faktisk er det ikke sjovt at ha ondt,

når folk ikke vil se det.

Og slår det hen med et skuldertræk,

som så de gennem mine øjne,

som så de jeg løj,

så de kunne sig:

“ta dig sammen som mig”.

Se mit blødende sår og sig ikke mere.

Græd lidt med mig –

og jeg er din.

 

 

Jeg savner at komme hjem,

til smil, leverpostej og kartoffelkroketter,

til omsorg, vaner og finurligheder.

Men også til vrede,

spidskål, forventninger og uenighed.

Til ægte personer i kød og blod

som bare er der,

fordi jeg er der.

Og som kender mig

– som jeg er:

Med smil, leverpostej, omsorg, vrede, forventninger, finurligheder og kartoffelkroketter.

 

Hvordan er det sket,

har jeg slet ikke set,

at jeg ikke er mig,

som jeg burde ha været?

Min person er forstyrret

af følelser og tanker

og kvaler og plager.

Men jeg har aldrig været en anden,

så længe jeg kan huske,

uforstyrret, i fred eller fri.

Hvordan undslipper jeg mig,

uden at miste mit jeg?

Lad mig nu bare være mig

og lad verden ta vare,

på det jeg, som blev mig.

Den konstante sitren indeni

Søvnen der ikke kan tvinges frem

Tankerne der kredser om det samme,

om det samme,

om det samme.

Hvad vil der ske,

når jeg vågner?

Sitrende i ring.

Hvisken indeni,

om tab og sorg.

For jeg mistede igen

og kan ikke få dig som jeg vil.

Min kærlighed skal nedgraderes,

tilbagerulles,

justeres,

gemmes

eller glemmes.

Ellers forsvinder du.

Og jeg græder dobbelt.

Du er med i dén drøm som jeg ikke kan få.

Og jeg smiler, for måske må jeg gå.

Og græde dobbelt i fred.

Hvor gik de hen?

Forhåbningerne?

Hvornår gik kompromisset af med alt.

Jeg savner dig.

Min kæreste

min ven

min allierede i livet.

Jeg gik

blanket af.

Af egen vilje.

 

På dine præmisser

opgav jeg min drøm.

Om sammenfiltret liv

med binding og troskab

Med ét nu, der kunne holde

og ikke den fremtid der venter,

og måske blir væk,

i arbejde,

i familien,

i andre projekter.

Det er nu jeg tør!

Det er nu vi kan nå det!

Inden vi blir gamle

og måske er forbi.

Hvor ville jeg sørge, hvis det var,

at vi ikke nåede noget af det

jeg tror jeg gerne ville.

Hvorfor længes?

Virkeligheden er jo lige her,

hos mig,

foran.

Hvorfor er min tanker noget andet,

som sikkert ikke er sjovt?

Skal jeg slippe det gode

og gå med den drøm,

der er indeni og ikke udenpå.

De siger: gå efter drømmen!

Jeg går baglæns væk,

for jeg beholde

den virkelighed som er her.

Se.

Lige dér!

Jeg ved jeg er herinde.

Men jeg lukker mig ikke ud.

Min sjæl pisker mig tilbage.

Maner onde drømme frem i skygger.

Jeg er ikke noget værd.

Kan ingenting

Hvor er min medicin,

min gud,

eller bare dén nøgle

der kan lukke mig ud?

Min hjernebark fortæller at jeg tar fejl.

Du siger verden er god.

Luk mig ud.