Igen til morgen vågnede jeg – semi-udhvilet efter en nat med flere ganges vågnen. Dels på grund af varmen, på grund af at min søn havde ondt i maven. Som altid, når jeg står overfor en dag, hvor intet er planlagt eller hvor der ikke er noget at glæde sig til. Så bliver jeg urolig, nervøs og nærmest fibrilsk indeni. Jeg skal gøre mit bedste for at undertrykke det. Og som altid går jeg straks i gang med utallige praktiske gøremål. Så uroligheden kan finde sin plads. Så energien kan kanaliseres over i noget andet. Gulvet vaskes, spejlet pudses, der skal brændes haveaffald af. Men det hjælper kun lidt. For efter en time eller to er jeg mørbanket – af praktik og nervøsitet. Jeg bliver svimmel, træt og trist. Jeg får lyst til at sove, så dagen bare kan gå. Så jeg kan vågne igen et andet sted uden ængsteligheden på slæb.