Dér hvor jeg må græde,
hade,
bløde,
dovne,
glemme
og være fri,
uden at stå til ansvar.
Uden undrende blikke,
spørgsmål,
forventninger,
formaninger,
jalousi
og være fri,
uden velmenende empati.
Dér hvor jeg kan skrige,
drømme
og finde mit kompas.
Min vej
skal fornys,
cementeres,
brolægges,
forsvares
og måske findes igen.
I det rum som er mit.
Alene.