Mine elektriske,
udmattende indre rystelser,
med perspektiver på alt,
som et skakbræt,
af fremtidige muligheder,
for potentielle og historiske nederlag.
Er hun skuffet,
er han vred,
tror hun jeg tænker,
jeg er glad,
bag skærmen af normal?
Konstant flydende,
på flere fronter,
mens min indre kamæleon,
forsøger at afbøde,
det uafvendelige fald.
Alene vurderer jeg,
igen mine fejl,
igen ser jeg,
at fejlen er min,
nok en gang.
Når dagen oprinder,
når stykket er slut,
når alle er væk,
det sidste minut,
vil jeg trække vejret og leve,
for der er dét slut.