Da jeg vågnede var alt som før.
Intet nyt.
Dynens værn mod verden var borte.
Sitren og tunghed i arme og ben.
En umulig mur af strabadser og bøvl,
som bare skulle gennemleves.
Jeg besluttede mig for at gi op og ta fri
men opdagede intet skete.
Søvnen er nætter væk
og klokken er kun to.
Verden og jeg skulle
blive som ny,
som da jeg var ti og vitterligt troede:
At verden lå åben og alt kunne ske,
inden dynen blev trukket over hovedet.