Hvor er det dejligt, at min personlighed har et navn. Så kan jeg være tryg og vide at der er en grund til at jeg har det af helvede til. Og på den anden side, hvor befriende ville det ikke være, hvis min personlighed var navnløs? Fri og ubesværet – kunne blive hvad den ville – kalde sig hvad den ville – og gøre hvad den troede på?
Hvor jeg dog hader at skulle forklare, at det går skidt. At fortælle den deprimerende historie om mit følelsesliv igen og igen. Og på den anden side, orker jeg ikke at være en succes og skulle præstere – endnu en dag, hvor jeg skal syne overskudsagtig og helt normal.
Hvor ville jeg bare gerne være glad, uden at vide det. Uden at skulle forklare eller tænke det fuldstændigt i smadder. Bare leve, uden historie og fremtid. Lige nu og uden knude i maven – sikker og rolig.
Bare et par sekunder om måneden, hvor jeg var vægtløs og turde turde. Hvor jeg kunne løfte blikket mod himlen og trække vejret dybt. Hvor fremtiden var ubeskrevet og gav mig mod. Til igen at jage lykken. Et par sekunder, som jeg kunne glæde mig til.
Lige nu overlever jeg.