I min mismod
holder jeg ordene tilbage,
med en snigende mistanke,
om at det ikke er forkert,
men dog ikke helt rigtigt.
Mænd og kvinder troner
med sandheder på stribe
og virker virksomt gennem
både dit og mit,
liv.
Skulle jeg bare synge med
i samme kor?
Råbe fesent hvad jeg tænker
og tror?
Jeg kan ikke for min stemme
er væk.
Fri mig for tilfældige sandheder
jeg bare må og skal vide om alt
hvad der må og skal være vigtigt.
Giv mig fri til at tænke,
sådan rigtigt og frit og uden
jeres tåbelige ord.
Måske kan jeg hitte bare lidt
sandhed inderst inde,
som jeg vil dele med
dem der holdt kæft.