Hvorfor ser man ikke dér hvor det går galt,
hvor tingene skrider,
og stemningen skifter?
Hvorfor skjuler årsagen sig,
i tanketåger, selvbedrag,
og efterrationalisering?
Måske er der ingen grund,
ingen årsag, forklaring
eller devise?
Du stod i badet, nøgen og forelsket,
smuk og i solskin fra det melerede
badeværelsesvindue.
Du smilede til mig fra en krop jeg savner endnu
og pressede dig ind til mig.
Min nethinde glemmer dig aldrig.
Nu er historien gået,
tusinde hverdagsting er hændt ,
hvor gik det galt?
Jeg mindes dig i badet og lykken og varmen fra solen,
og frygter jeg aldrig får den igen,
gid jeg aldrig længtes.
For det gør ondt at have elsket,
at have mistet og slet ikke vide hvorfor,
det var mig forundt at skulle savne på denne måde.