Måske er digte ikke for mig mere. For mig, er et digt et snapshot, et øjebliksbillede og et slags fotografi af mine følelser. I digtet er der ikke plads til kronologi, fremdrift og udvikling. Jeg kan beskrive hvordan det føles og med bogstaverne vise en kort bevægelse. Men jeg er i forvejen låst fast og har brug for at skabe forandring og sammenhæng. Digtet bliver på den måde det forkerte værktøj til det jeg vil.
Jeg er kommet mere i tvivl om det er løsningen at holde mine følelser gemt for min allernærmeste. Det vil med sikkerhed skabe en afstand. En kløft. Men var den der ikke allerede da vi mødtes? Dengang viste jeg ikke min sårbarhed som nu. Og den krævede derfor heller intet. Men nu er katten ude af sækken og måske ikke til at stoppe ind igen. Og hvad vil det gøre ved mig? Vil sækken blive fyldt? Vil jeg gå helt ned eller eksplodere i gråd og fortvivlelse en dag?
Katten i sækken er den knude og nervøsitet, der jager mig hver dag. Den knuger mig hårdt og pisker mig videre. Gør rent! Smil! Arbejd hårdere! Skam dig! Videre! Jeg er konstant på farten for ikke at blive fanget. For ikke at føle det centrum af tvivl, nervøsitet og kedafdethed der gemmer sig inden i mig. Få gange lader jeg mig distrahere nok til at jeg kan få en pause. Men “pausen” er kun en skinpause. For den er kun en distraktion, der gør jeg glemmer min ængstelighed et stykke tid. Så snart spillet er slut, når filmen er ovre, når grinene lægger sig – er den tilbage som før.
Det er underligt. For den fylder så meget og driver mig frem. Den er som et slør foran mine øjne, der gør at jeg ikke kan se klart. Som om verden er lige dér – derude bagved – og hvis jeg kniber øjnene sammen og koncentrerer mig, kan jeg ane verden som den i virkeligheden ser ud. I farver og i ro.
Der skete noget med mig da jeg fik mine første panikangst anfald, kort efter jeg fik diabetes. Noget rykkede sig indeni mig. Jeg har altid været en tænker, tvivler, skeptiker og måske en anelse melakolsk og længselsfuld. Men efter angsten kom, ændrede alt sig. Jeg blev svimmel uden grund. En indre svimmelhed. Blev bange og var pludselig “jaget”.
Før dengang havde jeg aldrig spekuleret særligt over “hvad mon var galt” indeni. Før dengang husker jeg ikke, at jeg havde en knugen i maven eller lå søvnløs tit. Og tingene udviklede sig bare henover årene – særligt da jeg fik børn og en masse praktik var nødvendig, mens parforholdet knagede – og jeg krøb mere og mere i skjul indvendig.
Måske har jeg arvet noget. Måske har min barndom præget mig. Men jeg ved, at jeg har været glad. Jeg ved jeg har været rolig. Jeg ved at den indre knugen ikke altid har eksisteret. Der er dage hvor jeg tror jeg tager fejl, fordi det er så længe siden den ikke var der. Men jeg er næsten sikker. Med fare for at blive bedraget af nostalgi og efterrationlisering, er jeg overbevist om, at der fandtes et liv uden dette lort.
Jeg vil finde derhen igen. Jeg vil ikke være fortvivlet og urolig. Jeg vil have fred og se om bag ved sløret.