Åh hul

Hvis bare jeg dukker mig nok og kryber i skjul og gemmer mig, mens jeg tier stiller og opfører mig ordentlig og ikke siger nogen imod og helt lader være at drømme (kun når nogen ikke ser det) mens jeg siger ja og amen og det skal nok gå, og taler folk efter munden og spørger dem interesseret “Hvordan går det med dig”, mens jeg mener det (men i virkeligheden mener noget andet) og smiler og er rummelig, mens jeg taler de svages sag og er lige tilstrækkelig hård i filten til at folk tror at jeg mener det – får jeg så min belønning: Fred? Mit hul af intet er det hul jeg kender og ikke kan komme op af. Gid jeg blev elsket for alt det jeg ikke er – og som jeg ikke har en anelse om hvad går ud på. Gid nogen kunne se mig og fortælle mig hvem jeg er. For jeg er i et hul.