Forfatter: admin

Hvis bare jeg dukker mig nok og kryber i skjul og gemmer mig, mens jeg tier stiller og opfører mig ordentlig og ikke siger nogen imod og helt lader være at drømme (kun når nogen ikke ser det) mens jeg siger ja og amen og det skal nok gå, og taler folk efter munden og spørger dem interesseret “Hvordan går det med dig”, mens jeg mener det (men i virkeligheden mener noget andet) og smiler og er rummelig, mens jeg taler de svages sag og er lige tilstrækkelig hård i filten til at folk tror at jeg mener det – får jeg så min belønning: Fred? Mit hul af intet er det hul jeg kender og ikke kan komme op af. Gid jeg blev elsket for alt det jeg ikke er – og som jeg ikke har en anelse om hvad går ud på. Gid nogen kunne se mig og fortælle mig hvem jeg er. For jeg er i et hul.

Måske skal man slet ikke forsøge at ændre sig. I min optik er min vej og udvikling i livet ikke noget jeg har haft direkte indflydelse på. Jo, jeg har da truffet nogle valg og gået mine veje, men jeg har sjældent haft den fjerneste anelse om hvor de i realiteten bar mig hen. Endsige hvordan de påvirkede mig og formede mig. Individualismens, og til dels eksistentialismens, tese om at man kan forme sig selv og sit eget liv forekommer mig umådeligt fjern. Ikke at jeg føler, at jeg er blevet kastet rundt i livet eller blevet offer for omstændighederne. For jeg har jo været med hele vejen og manøvreret efter bedste beskub undervejs. 

Det minder lidt om at køre i sin bil om natten på vej mod et sted man ikke helt ved hvor er – eller ved om findes. Man kender fædselsreglerne og overholder dem så godt man kan. I nattens mørke kan man kun se så langt lyset rækker og må forholde sig til det man ser. Fører denne vej mod lykken? Undgår jeg farerne ved at dreje til højre her? I grunden ved man det ikke helt. Man kan følge hovedvejene og lyset fra de andre biler. Så er man måske ikke helt på afveje. Man kan overholde reglerne, så går det nok ikke helt galt. Men hvor man ender eller hvilke seværdigheder man møder, når bilen igen holder stille og dagen gryr? Jeg aner det det sgu ikke. Det er mig en gåde. Og det er mig en særlig gåde, at visse mennesker kan se tilbage på rejsen og synes at den forekom snorlige og med klar sans for retning. 

Jeg synes med andre ord, at jeg ikke har haft den store indflydelse på hvad der er sket og hvem jeg er blevet undervejs. Og i forlængelse af dét, forekommer det mig svært at se hvor meget jeg kan ændre mig og udrette på den indre front. Som tiden går, hælder jeg mere i mod at indrette omgivelserne, så de passer til mig. At fore min bil med puder, fylde handskerummet med chokolade og kopholderen med kvalitetskaffe. Så rejsen i det mindste bliver bekvem og jeg ikke falder i søvn under vejs. Som tiden går, bliver jeg mindre tilbøjelig til at spendere enorme kræfter på at fornægte, at jeg bare kører en en gammel rusten Opel, der nok ikke holder meget mere end et par syn til. Statistisk set.

Her til morgen gik det lidt ligesom det plejer (eller som jeg vistnok tænker det er sket mange gange førhen). Et morgenbord, en urolig og nervøs Jesper – en portion sårbarhed, tilsat et skud lavt selvværd. Et par ord og lidt kritik. Endnu engang bryder jeg ud i gråd og vil bare helst slippe væk. Fordi jeg er misforstået og føler mig frustreret. Og hun sidder der overfor og aner ikke hvad hun skal stille op med mig. Fordi hun tænkte at det var hende, der skulle føle sig misforstået og ville have forsikringer og ros. Et morgenbord i smadder og mit indre i smadder. Kan huske alle de situationer, hvor der er noget på spil: ved morgenborde, aftensmadsborde, på familieture, kæresteture og alt det der ligner. Forbandet være de borde og ture, hvor alt ender i smadder. Nu er jeg forslået og skal tilbage på en hest der halter.

Igen til morgen vågnede jeg – semi-udhvilet efter en nat med flere ganges vågnen. Dels på grund af varmen, på grund af at min søn havde ondt i maven. Som altid, når jeg står overfor en dag, hvor intet er planlagt eller hvor der ikke er noget at glæde sig til. Så bliver jeg urolig, nervøs og nærmest fibrilsk indeni. Jeg skal gøre mit bedste for at undertrykke det. Og som altid går jeg straks i gang med utallige praktiske gøremål. Så uroligheden kan finde sin plads. Så energien kan kanaliseres over i noget andet. Gulvet vaskes, spejlet pudses, der skal brændes haveaffald af. Men det hjælper kun lidt. For efter en time eller to er jeg mørbanket – af praktik og nervøsitet. Jeg bliver svimmel, træt og trist. Jeg får lyst til at sove, så dagen bare kan gå. Så jeg kan vågne igen et andet sted uden ængsteligheden på slæb.

 

Jeg har opdaget, at når jeg udretter praktiske ting, når jeg stryger gennem vasketøjet, støvsuger, ringer til lægen og alt det andet jeg gør, når jeg er i dét humør – det er fordi min uro er for stor. Det er en måde hvor den kan kanaliseres over i noget håndgribeligt. Det er et forsøg på at løse noget indre ved at handle udenpå. Eller måske bare en måde, at mindske den samlede mængde af udfordringer på. Som at sige: “Det kan godt være jeg græder indeni, men i det mindste er der støvsuget”. Underligt, for jeg har endnu ikke kunne støvsuge mig glad. Og hvis jeg var glad ville støvsugeren nok kunne få lov at blive stående. Og jeg ville får fred og være glad. 

Hvad gør man med personer, der har ondt? Hvad gør man når de er appellerende? Søger opmærksomheden. Søger medlidenheden? Giver man den bort? Afviser man dem? Nogen jeg kender har det svært. Men jeg kan mærke at jeg på en måde væmmes. Fordi smerten er så tydelig og så krævende. Den gør opmærksom på sig selv hele tiden. Og jeg er selv fyldt op. Jeg har lyst til at sende vedkommende videre. Men som jeg, ved jeg udemærket hvornår smerten kan blive tydeligst – nemlig når den er mindst ønsket. Og jeg mærker den tydeligst, når personen er sammen med mine børn. De vil have min opmærksomhed – men en anden trænger sig på. For det er her at personen opnår mest opmærksomhed, hvis vedkommende er skidt.  

En ting jeg opdagede kort efter jeg havde mit første angsanfald og var blevet svimmel var, at jeg pludselig havde svært ved at fokusere – eller med andre ord, holde mine øjne i ro. Fx havde jeg svært ved at fokusere på et bestemt punkt på væggen eller et enkelt bogstav i en bog. Ikke at tingene så sløret ud – øjnene ville blot ikke holde sig i ro. Mine øjne har siden da flakket mere – som om de ikke tør blive ét sted og undersøge det. De kan ikke helt hvile, men skal videre. Selvom det er blevet meget bedre end i starten, er det der stadig. I starten havde jeg fx problemer med at læse i en bog. Jeg skulle tvinge mine tanker til at tage siderne linje for linje. Sådan er det ikke mere. 

Måske er digte ikke for mig mere. For mig, er et digt et snapshot, et øjebliksbillede og et slags fotografi af mine følelser. I digtet er der ikke plads til kronologi, fremdrift og udvikling. Jeg kan beskrive hvordan det føles og med bogstaverne vise en kort bevægelse. Men jeg er i forvejen låst fast og har brug for at skabe forandring og sammenhæng. Digtet bliver på den måde det forkerte værktøj til det jeg vil. 

Jeg er kommet mere i tvivl om det er løsningen at holde mine følelser gemt for min allernærmeste. Det vil med sikkerhed skabe en afstand. En kløft. Men var den der ikke allerede da vi mødtes? Dengang viste jeg ikke min sårbarhed som nu. Og den krævede derfor heller intet. Men nu er katten ude af sækken og måske ikke til at stoppe ind igen. Og hvad vil det gøre ved mig? Vil sækken blive fyldt? Vil jeg gå helt ned eller eksplodere i gråd og fortvivlelse en dag?

Katten i sækken er den knude og nervøsitet, der jager mig hver dag. Den knuger mig hårdt og pisker mig videre. Gør rent! Smil! Arbejd hårdere! Skam dig! Videre! Jeg er konstant på farten for ikke at blive fanget. For ikke at føle det centrum af tvivl, nervøsitet og kedafdethed der gemmer sig inden i mig. Få gange lader jeg mig distrahere nok til at jeg kan få en pause. Men “pausen” er kun en skinpause. For den er kun en distraktion, der gør jeg glemmer min ængstelighed et stykke tid. Så snart spillet er slut, når filmen er ovre, når grinene lægger sig – er den tilbage som før.

Det er underligt. For den fylder så meget og driver mig frem. Den er som et slør foran mine øjne, der gør at jeg ikke kan se klart. Som om verden er lige dér – derude bagved – og hvis jeg kniber øjnene sammen og koncentrerer mig, kan jeg ane verden som den i virkeligheden ser ud. I farver og i ro.

Der skete noget med mig da jeg fik mine første panikangst anfald, kort efter jeg fik diabetes. Noget rykkede sig indeni mig. Jeg har altid været en tænker, tvivler, skeptiker og måske en anelse melakolsk og længselsfuld. Men efter angsten kom, ændrede alt sig. Jeg blev svimmel uden grund. En indre svimmelhed. Blev bange og var pludselig “jaget”. 

Før dengang havde jeg aldrig spekuleret særligt over “hvad mon var galt” indeni. Før dengang husker jeg ikke, at jeg havde en knugen i maven eller lå søvnløs tit. Og tingene udviklede sig bare henover årene – særligt da jeg fik børn og en masse praktik var nødvendig, mens parforholdet knagede – og jeg krøb mere og mere i skjul indvendig.

Måske har jeg arvet noget. Måske har min barndom præget mig. Men jeg ved, at jeg har været glad. Jeg ved jeg har været rolig. Jeg ved at den indre knugen ikke altid har eksisteret. Der er dage hvor jeg tror jeg tager fejl, fordi det er så længe siden den ikke var der. Men jeg er næsten sikker. Med fare for at blive bedraget af nostalgi og efterrationlisering, er jeg overbevist om, at der fandtes et liv uden dette lort.

Jeg vil finde derhen igen. Jeg vil ikke være fortvivlet og urolig. Jeg vil have fred og se om bag ved sløret. 

 

 

Før jeg trådte ind i det forhold jeg er i nu, havde jeg faktisk lovet mig selv: Min svage, nervøse side, min ænstelighed, min tvivl og min sårbarhed – ville jeg aldrig snakke om som før. Ikke fordi jeg vil skjule den eller være lukket. Men fordi den gør noget ved et forhold. Og jeg tror den har gjort det igen. Min sårbarhed suger og kræver. Den vil have og tigger. Ikke åbenlyst, ikke selvbevidst. Men implicit og blot fordi den findes. Det er som om, at fordi jeg har vist min svagheder til min kærste, forventer den også noget. En omsorg – eller en opmærksomhed. Netop derfor bliver den umættelig og får aldrig nok. I hvert fald ikke hvad den tror den mangler. Måske er løsningen ikke at vise den frem? Måske skal jeg bare gemme den og vise den andre steder? Her eller hos psykologen? I hvert fald har jeg endnu ikke mødt nogen, som jeg ville have nær, som vidste helt hvad de skulle stille op med den. Det er nok også meget at kræve, meget at forvente. At en partner skulle kunne være i den nervøsitet jeg rummer. De (alle kæresterne – de rigtige – jeg har haft) har alle helst set den borte – helst set, at jeg var glad og ikke fuld af tvivl. Og jeg har sagt til dem, at det var dét jeg også ville. Men kom aldrig i mål. Og det gør jeg nok heller ikke nu. Akilleshælen ved at skjule mig er måske, at ængsteligheden bliver større. Og at jeg ikke tør vise hvem jeg er. Og derfor heller ikke kan have et oprigtigt nært forhold. Jeg er krævende, på den måde. En mundfuld. 

Tomhed og forvirring kan ikke ses,
urolighed og fotvivlelse er skjult,
længsel og nostalgi er forsvarligt gemt indeni.

Men jeg vil, at du ser min smerte,
at jeg er rådvild i livet,
og råber om hjælp uden ord.

Som imploderende stjerner,
forsvinder jeg lige foran dig,
og bliver til ingenting.

Mine råb og skrig,
er stumme og tomme for mening,
når man ser vibrationen i min læbe.

Som en kaospilot uden bevis,
styrter jeg mod jorden,
i et langstrakt og tomt fald.

Gid nogen ville fritte mig,
for  urolighed og smerte,
uden at få noget som helst igen.

Mit købmandskab siger mig,
at jeg bør holde min kæft,
for kreditten er næppe så stor.

Jeg betaler mig til empati,
og ører der lytter,
til alt det lort jeg er fuld af og ikke behærsker.

Hvis du en dag får tid og er ledig,
hvis du en dag har overskud og er frisk,
hvis du tror du kan lytte til fisk.

Så giv et ring og sæt dig ned,
luk ørerne op og bliv ved,
med at spørge, til jeg får fred.

Måske hvis vi snakker længe nok,
uden pauser og udflugter,
forsvinder min smerte.

Hvis ordene slipper op,
er jeg måske fri for at tænke,