Forfatter: admin

I korte glimt,
i lyn og klarsyn,
mærker jeg din hånd,
din duft
og dit smil
mod min hud.
Fra tiden som gik
og er gået bort.
Forlængst forsvundet
i nutid og nyere datid.
Som abstinenser
i mit nye liv,
prikker små ticks
mit hjerte
og minder mig om
den kærlighed der var
og nu gemt.
Alt er godt,
men det brænder endnu.
En reminiscens af
et to, der blev ét
og kom videre fra det
der skulle vare
evigt.

Som adonis blandt kontorartikler,
med brede hænder, skuldre og ryg,
bøjer han sig ned,
for at løfte kassen fra gulvet,
mens jeg bider mig i læben,
og under påskud,
lader mine bryster bag stoffet strejfe
hans muskuløse arm.

Gid han ville rive mig ud af verden,
flå min hud på gulvet,
og gøre mig sin.

#meattoo

Som madonna blandt kontorartikler,
med hofter og bryster bag tyndt stof,
bøjer hun sig ned,
for at løfte kassen fra gulvet,
mens jeg bider mig i læben,
og under påskud,
lader mit lem bag stoffet strejfe
hendes velformede bagdel.

Gid hun ville rive mig ud af verden,
flå min hud på gulvet,
og gøre mig sin.

Halvtreds nuancer af gråt,
bag tyndt tyndt stof
og umulig, urimelig og ulovlig
liderlighed.

#meattoo

Du er mine drømmes
guddommelige kærlighed.
Mine fortabte realistiske håb
og stramtantede lænke.
Bliv bort som du er
og bliv i mine drømme.
Jeg savner hvert sekund,
hvor jeg troede du var alt.
Hvor solen skinnede ind i min sjæl og på min cykel, mens jeg trampede hårdt for at nå dig og dine læber og min vej ind i evig nærhed og tro.

Da jeg vågnede var du væk, men stod lige dér.
Slet ikke kyssende og glad.
Men træt og med mig i arms længde.

“Ingen mand har fået mig til at føle sådan”
sagde du,
og lukkede døren bag dig.

Jeg får dig aldrig som i mine drømme,

fantasien var klistret til dig.

Efterladt humper jeg slunken videre,

som taber og fiasko og fattigfallit.

Tar mit lem i hånden og stryger det hårdt,

men ånden viser sig ikke.

Din silhouet er borte i baggårdssved

og tykt tre-lags køkkenrulle.

Jeg drikker en slurk af min lunkne flaske,

men inderst ved jeg det godt,

at kun drømme bliver ved med at nikke.

Jeg er slidt, syg og slatten,

og troede jeg fandt lykken.

Et øjeblik med åbne glimtende øjne,

en tro på at alt kunne klares,

af kærligheden.

Aborten ligger der på gulvet,

mens jeg strammer løkken

af tre-lags

klistret køkkenrulle.

 

Dine bens bevægelser, snigende og bløde

vil genkende mit blik,

for altid.

Dine øjne bag smilende, søvnige og sovende låg,

vil kysse mit hjerte,

for altid.

Dit smil i badet, nøgen og genert,

vil blive hos mig,

for altid.

Din uskyldighed, bag sikkerhed, syre og tab,

vil undgå mig,

for altid.

Den sommer vi viste vejen i varmen,

vil bage min krop,

for altid.

Øjeblikkenes blindhed og lykke forsvandt,

og viste at kærlighed ikke er nok,

for altid,

vil jeg ha mere igen,

end du kan gi.

I kærlighedens navn,

lar vi hinanden gå,

for altid.

De evige korte sekunder af fylde,

tar jeg med under dynen,

når jeg græder og glædes,

for altid.

Jeg er din,

Jeg har ingen knallert,
BMW eller mille,
bling bling eller Hugo ting.
Ingen bamsemuskler eller
håndværkerhænder,
der river dig rundt,
sætter dig på plads,
på din piedestal,
i din yndlingsmanege.
Ingen bagbundne lege
med hud og røde spor
af min dominans,
der viser dig verden.
Cirkus er lukket.
Og jeg står bare her,
forvirret som du,
med lidt ord på papir,
og en koldpresset sjæl,
der vil dig.

Nyt anes,
under gamle traumer,
og skorpede sår.
Jeg ser dine øjne og forfærdes,
de lyser,
mere end jeg kunne tro.
Eller er det en kombi,
et spejl af noget,
der sker i mig,
når du ser,
min vej?
Øjnene ser,
dér bag ved min skærm
og lokker om noget,
jeg ikke tror
mer.

Mørke huller opsluger mig i glimt

af mørke og tomhed.

Men jeg er tilbage nu,

blandt levende,

hårdere nu.

Det nye blod i min gamle krop,

skal tvinge livet på vej,

mod mere,

andet,

og dig.

Der findes ingen kur mod sorte huller,

og fortider, der drager,

i mismod og forkvaklede drømme.

Kun med halvgjorte voksenhop,

kan jeg undgå at falde,

ned i hullet,

der er mit.

Bløddyr indefra og ud.

Langsomt genvinder jeg  min figur,

slow rising,

når hjertet er fladt.

Suger luften omkring mig,

stadig blød og børnedeform,

utilnærmelig og forkvaklet.

Skamkram mig igen,

men ikke for hårdt,

bliv blød min skat,

for jeg er

slow rising.

 

 

Inderligt lemlæstes jeg i dit nærvær,

i frostklar ånde,

med blindhed i dine øjne,

der gør mig syg.

Se ikke på mig,

mens du bliver og elsker

og vi dør i hinandens

inderlighed og nærvær.

Og nu er det din tur til at blive blind.

Hører du?

Et hjørne i sorthed hader dig, inderligt,

mens jeg stadig, i mangel på svar,

higer efter dit nærvær.

Mit børneblod er stift,

min hals er tør,

og verden lugter fælt.

Mon jeg en dag, inderligt,

bliver én igen?