Kategori: Uncategorized

Tilbage forvirret,
halvvejs fra start,
håbløst sat af.

De jog forbi,
med tro og talent,
mens jeg, perpleks
så på.

 

 

 

 

Jeg vil give fortabt
og flytte tilbage i mørket
alene.

Fri fra ansvar og for
at prøve.
Fri for at smile og hykle
og tro.

For at give og elske
og være forvirret.

I tomhed og forladthed
mærker jeg bedst.
Når man har tabt er man fri
for at kunne.

I min mismod
holder jeg ordene tilbage,
med en snigende mistanke,
om at det ikke er forkert,
men dog ikke helt rigtigt.

Mænd og kvinder troner
med sandheder på stribe
og virker virksomt gennem
både dit og mit,
liv.

Skulle jeg bare synge med
i samme kor?
Råbe fesent hvad jeg tænker
og tror?

Jeg kan ikke for min stemme
er væk.

Fri mig for tilfældige sandheder
jeg bare må og skal vide om alt
hvad der må og skal være vigtigt.

Giv mig fri til at tænke,
sådan rigtigt og frit og uden
jeres tåbelige ord.

Måske kan jeg hitte bare lidt
sandhed inderst inde,
som jeg vil dele med
dem der holdt kæft.

Rens min råbende verden
for støjstråler og pis.
Giv mig ro og lottomillioner
så jeg bliver fri for at tænke
på dig.

Smid mine slidte lemmer
ved storskrald og skrid
hjem til din konehave og klap
din hund.

Verden må skrige i fred
for jeg er gået,
ligeglad og flad
og kommer først igen,
når jeg har glemt.

Luk døren på vejen ud
og tab dine kloge tanker
og gode råd
i nedfaldsskakten.

For en tid
vil jeg bare blive fri
for at smile og tro,
håbe og føle
og fjerne din hånd
fra mit lår.

For den er slap
og fester kun nødigt
til dig og skærmporno,
og mest for at demonstrere
og straffe
og græde med vold.

Men lur mig
om jeg kommer igen.
Med mit klistrede
troskyldige smil,
der håber.

En anden dag.

Slut, færdig, finito, roger, over
and out.
Din sidste trækning
trak skygger, glæder og
ikke så meget mere.
Tak for din tid og en vild
forelskelse
der varede i år og
ikke så meget længere.

I glimt opdager jeg

liv og virkeligheder

som aldrig blev mine

og som jeg må glemme nu.

Havde jeg bare vidst,

hvor vigtigt det er at leve,

lige nu,

havde jeg måske

nået det.

42 lidt endnu.

Den dybe grund
det stille vand
søde længslers
flygtige sand.

Er træt af at smile
og håbe og tro
vil bare være ene
med afsavnets ro.

Ikke mere ja og amen
og kæmp for din sag!
lad mig alene
bare en enkelt dag.

Jeg savner drømme
og viltre begær
at glemme det gode
med afgrunden nær.

Er det min ret
at være lidt sort?
At føle at livet
er tomt og hårdt?

Det sorte i sjælen
sætter ting på plads
justerer tankernes
ja-kompas.

Lad mig være ene
og pleje sorgen
for jeg vender tilbage
til dig imorgen.

Jeg griner ham lige op i ansigtet, ha ha!
i de størknede tårer
jeg selv har grædt.

Jeg er klogere nu
og bedre nu
og gammel nu
og kan se den kvalmende
hjælpeløshed
som ingen vil ha, ha ha!

Jeg beder ham gå
og skamme sig
til han lærer, at vinderholdet
kun har vindere,
i vindertøj
og vinderbiler
og vinderhuse
og i smil med erfaring
og styr på det, ha!

Du skal ikke nasse på fællesskabet
med din hudløshed
og skrøbelige blik
og ubehjælpelige anglen
efter ros
og hjælp
og opmærksomhed.

Længsler og håb
er for tabere og godtfolk,
der ikke griber chancen.
Få hård hud på din pik
og tag hvad du vil, ha ha!

Stop med at græde dér,
og kom videre,
vær glad
og produktiv
og smart
og en leder
som ikke har tid til små drenge,
der taber,
din nar, ha!

Skrid fra mit spejl.

Du var med mig
da jeg fik det første kys,
da min mormor døde,
da jeg fik mit diplom
og blev kronisk syg.

Du var med mig
da børnene blev født,
da min bedste ven forsvandt,
da jeg blev 40
og fik rynker i panden.

Du var min trøst,
da angsten rasede,
da kærligheden knak,
og rev familien midt over.

Noget nyt skal begynde
og du skal ikke med.
Jeg lader dig ligge og stå,
og stritte og friste.

For selvom du var med
hele vejen,
var du aldrig rigtig
min ven.

Du var min falske støtte,
der aldrig satte mig fri
og altid tvang mig
til dit selskab.

Selvom jeg nu
vil gå min vej,
vil jeg savne dig
altid.

Farvel
cigaret.

 

 

 

I dit blik
i dine hænder
i dine stemmer
sidder små frø
der graver sig ned
som lysende muldvarpe
i min sorte sorte muld
og dag for dag
giver ilten tilbage
til den verden
der nu er vores.