Kategori: Uncategorized

Jeg er en ren mester,

til at glemme mig selv.

En ren kunstner i at

glemme de skarpe grænser.

Måske har jeg aldrig helt lært dem at kende,

og bryder dem gang på gang på gang.

Altid for noget eller nogen,

som betyder så meget, at alt andet er dumt.

Så dum som ham jeg netop har glemt,

når jeg skal trække grænserne helt i land,

og huske at jeg jeg bare er en almindelig mand.

Jeg håbede at du ku følge mig helt derind,

hvor jeg ikke er længere er stæreblind,

og opdager at al min tid er gået.

Hvor ville jeg ønske du havde holdt mig fast,

som den almindelige mand jeg er,

og som du engang elskede.

Hold mig fast.

Jeg må ikke binde dig,

fastholde dig,

forpligte dig,

eller forvente noget særligt.

 

Men kærligheden er,

at binde sig,

holde fast,

og forvente det store.

 

Forskellen er,

om det er dig eller mig,

der binder de stramme bånd.

Gid du ville binde dig,

til mig.

Gid jeg kunne tvinge dig,

frivilligt,

for dig.

 

Førhen samlede jeg kun sten,

der var grimme.

Flere tons blev det til.

Boghylden kunne knapt bære

alt det stygge jeg fandt.

Jeg så på deres grimhed,

hver dag jeg stod op,

og spiste frokost,

og ryddede op,

og støvede af,

og inden jeg gik i seng.

En dag fandt jeg guld på min strand.

Jeg havde nær aldrig fået det hjem.

Det skinner så flot på min hylde.

Det grimme må gemme sin fylde.

Nu vil jeg kun samle guld, når det findes.

Og give plads på min hylde, trods vægten især.

Der er stadig plads til det grimme,

men nu er det guld der skal fylde mit hjem.

 

Dagen forsvinder

i tik og minutter.

Febrilsk og med neglene,

på det yderste af dagen,

hægter jeg mig fast.

Dagen går og minutterne er borte.

Jeg blev ældre og klimaks udeblev:

Ingen lottogevinst,

ingen udgivelser,

ingen supriseparty,

ingen stormende forelskelse,

ingen overaskende arv.

En forandringsløs dag i skælvende uro.

Heller ikke i dag blev jeg en anden.

 

Du kvæler mig i ret og vrang.

Meninger og meninger om meninger som tvang.

De kvæler mig indefra og ud

i klogskab og visdom som en vammel  klud,

der stoppes i min hals så intet kommer ud.

Giv dog slip og lad mig komme til,

lad os danse, lad os åbne alletiders spil.

For meninger er kun tanker,

der er lagt i lænker og med anker.

Som aldrig flyver frit afsted

og aldrig lader drømmene

fløjte fint afsted.

Her ligger jeg tilbage,

med alle mine længsler.

Håber du en dag får tid

at se på mine trængsler.

 

 

 

 

Da jeg vågnede var alt som før.

Intet nyt.

Dynens værn mod verden var borte.

Sitren og tunghed i arme og ben.

En umulig mur af strabadser og bøvl,

som bare skulle gennemleves.

Jeg besluttede mig for at gi op og ta fri

men opdagede intet skete.

Søvnen er nætter væk

og klokken er kun to.

Verden og jeg skulle

blive som ny,

som da jeg var ti og vitterligt troede:

At verden lå åben og alt kunne ske,

inden dynen blev trukket over hovedet.

 

Hvorfor står der altid råd på dine hylder?

Som destilleret klogskab rådgiver du om alt,

hvad du mener er rigtigt og smart,

– og til ingen penge overhovedet.

Jeg skal kun betale i forundring og ærefrygt

over den skarpsind og intelligens,

som du er så storladen at dele.

Men jeg vil slet ikke købe eller ha dine råd.

Jeg vil ha, at du vil ha mig,

som den klatøjede, halvpæne mand jeg er,

som egentlig bare kan li dig,

uden så megen snak.

Imponer mig med dit hjerte.

 

 

Jeg lå på mine knæ og tryglede.

Jeg græd om hjælp under dynen.

Jeg bad om svar eller om lindring.

eller bare et enkelt tegn.

Du skulle ikke gøre det for mig

eller frelse min sjæl fra noget.

Du skulle bare være

og måske fylde mit hjerte med trøst,

mens jeg tog kampen

og troede fast.

Men du holdt kæft, din store idiot!

Du lod mig tvivle og hade

og græde og dø indeni.

Herrens veje er uransagelige, sir de?

Hvilke veje?

Hvor var du, din lort?

 

Mine øjne flakker let.

Lige nok til at jeg kan mærke det,

men ikke nok til at det ses.

Livet vil ikke stå stille,

lade sig fange eller forstå.

Uroligt ligger jeg under dynen og venter

på fred eller søvn.

Eller én enkelt dag,

hvor jeg tør hvile

uden ord.

I lykkelig fred.

Skriger på dine øjne.

Desperado.

I underskud.

Bryd ud i sang og lovprisninger,

af mit navn.

Overrask mig med kærtegn,

og sex.

Giv mig ret og ros mens alle kigger på.

Eller smid “vores” billede på insta

– og lad like’sene vælte ind.

Eller bare…

…sig du tænkte lidt på mig.