Forfatter: admin

Når man, som sådan, ikke rigtig har udrettet det store, eller har gjort sig fortjent til alt muligt, eller sågar været heldig nok til at få lykken serveret på et sølvfad, så er det påfaldende hvor rodet og retningsløst halvdelen af livet ser ud, og man forundres måske over, hvorfor man ikke bare slår sig løs og lever og fejler og drikker vin, mens man kysser og elsker og beder og håber og smiler og tænker positivt og networker sig vej ind i de inderste cirkler af lykkelige mennesker, der deler ud af deres visdom og erfaringer, på placher og til foredrag, mens de skriver bøger og lér – men sådan er jeg ikke for jeg er konstant usikker, tvivler og er slet ikke en mand i støbeforms forstand, og da slet ikke mig selv (som de beder om på tinder), en urokkelige støtte eller alfa-hannen, der leder og opretholder fred, orden og retfærdighed, nej, jeg er bare mig, en dreng der blev gammel og som nu er halvvejs, og milevidt fra målet, som jeg ikke ved hvor findes, mens jeg drikker kaffe, og ser på dig – og undrer mig.

Hvorfor ser man ikke dér hvor det går galt,
hvor tingene skrider,
og stemningen skifter?

Hvorfor skjuler årsagen sig,
i tanketåger, selvbedrag,
og efterrationalisering?

Måske er der ingen grund,
ingen årsag, forklaring
eller devise?

Du stod i badet, nøgen og forelsket,
smuk og i solskin fra det melerede
badeværelsesvindue.

Du smilede til mig fra en krop jeg savner endnu
og pressede dig ind til mig.
Min nethinde glemmer dig aldrig.

Nu er historien gået,
tusinde hverdagsting er hændt ,
hvor gik det galt?

Jeg mindes dig i badet og lykken og varmen fra solen,
og frygter jeg aldrig får den igen,
gid jeg aldrig længtes.

For det gør ondt at have elsket,
at have mistet og slet ikke vide hvorfor,
det var mig forundt at skulle savne på denne måde.

 

Giv mig fri til mekanisk at gøre ingenting og se fjernsyn, mens jeg spiser færdigretter, drikker nescafé, går i uvasket tøj, blandt andet engangssokker, og kører taxa overalt, hvor jeg kommer, mens min telefon opdateres automatisk, så den kan agere baggrundsporno for min liderlighed på toilettet, mens jeg sidder henslængt på min bolia stol, og ikke skal vaske mit engangsservice, og flytter let på allergipuden som jeg fandt i ikea, på vejen hjem fra mit halvdags arbejde, uden ansvar, uden venner og mest bekendte, som husker at smile og rose mig for ingenting, mens jeg håber du for alt i verden ikke kigger forbi og gør mig følsom.

Jeg var nok ni,
da du spændte ben,
og råbte,
det bare var for sjov.

Jeg var nok ni,
da du kaldte mig dum,
og tilføjede, at
det bare var for sjov.

Jeg var nok ni,
da dine venner grinede,
og du forvissede mig om, at
det bare var for sjov.

Du sagde,
at man skubber
dem man holder af.

Du sagde,
at man tryner
dem man vil det godt.

Du sagde,
at man driller
dem man godt kan li.

Du sagde,
jeg tog det hele for nær,
og at det altsammen,
bare var for sjov.

Jeg var nok ni,
da jeg græd og ville hjem,
og bare være fri
for alt det sjove
du ville gi.

Du sagde,
jeg ikke fattede spor,
at det hele
bare var sjov,
at jeg skulle skride hjem til min mor.

Min mormor lærte mig, at noget kun er sjovt, hvis alle i rummet griner. Særligt den person du taler til eller om. At noget ikke bliver sjovt, bare fordi du siger det. At alle kan kende forskel på ægte latter, men at nogen nøjes med mindre.

 

Tænk sig hvis du læste dette,
og hvis du havde det ligesom jeg,
og kunne huske mig,
som jeg husker dig?

Du er stadig “den store”,
dén jeg aldrig glemmer,
som gjorde mig skør og glad,
og forvirret og fortvivlet.

Årene er gået og jeg har en ny,
som fylder mit liv,
men hver dag dukker du op,
uden jeg forstår hvorfor.

Hver dag siden det var slut,
har du fået et minut,
i min krop, i mine tanker
i mit inderste inde.

Jeg tør ikke sige det højt,
men tænk hvis du tænkte som mig?
Og skrev? Og ringede?
Og stod ved min dør?

Du har nok glemt mig nu.

Jeg kæmper for at holde mig oppe. Alle de dårlige tanker sniger sig ind. Er jeg knækket og i stykker? Kan jeg overhovedet ændre noget? Nissen er ikke flyttet med, den bor indeni mig. Den græder og er forvirret. Over verden, over livet, over kærligheden. Ingenting synes at være som det skulle og burde – som jeg forestillede mig. Gang på gang tager jeg en dyb indånding og knyr på. Men mørket sænker sig langsomt. Jeg bliver tung og tom og modløs. Ingen kan åbne mig op og presse ny luft i lungerne på mig. Men jeg føler jeg behøver førstehjælp for ikke at forvinde. Hvorfor ser alt så lovende ud først, og bliver så besværligt? Hvorfor kan jeg ikke slippe for tomheden. Kun små lydende øjeblikke af lys og liv – resten er bare hårdt arbejde. 

Ind i mellem glemmer jeg,
at det hele er en dag er slut,
at jeg måske en dag er væk.

Ind i mellem lever jeg bare,
helt uden at tænke og dvæle,
hastigt og uden ro.

Når jeg så husker døden igen,
skammer jeg mig,
over den tid jeg har brugt.

På tomgang og serier,
på diskussioner og fastfood,
overfladisk sex og lir.

Jeg panikker og tøver,
tænker og leder,
efter mening og mål.

For jeg bruger af livet,
uden omtanke og plan,
og større perspektiv.

Jeg tar en lur og glemmer,
alt det jeg burde nå,
alt det jeg burde sige til nogen.

Vores tid er knap,
men hvad betyder det?
At jeg skal holde mig vågen?

Når jeg en dag er væk,
er det hele slut
og jeg skammer mig slet ikke mere.

Er det livet, at glemme døden?
Er det i når vi glemmer, at vi dør,
at vi virkelig lever?

Jeg undviger skrigende

de lange tentakler der trækker mig

ned i følelsernes kaotiske dyb. 

Et sidste grynt 

i resignation og trældom

før jeg går til og forsvinder. 

Den mand jeg var

er væk

og kan ikke elske mere. 

Tilbage er en skal af pligt

og venlig løgn

og onani i skjul. 

Jeg siger halvkvalt

og knægtet:

Jeg skal nok tage opvasken igen. 

Og kan ikke finde vej, 

I nat, 

I morgen 

Jeg savner sikkerheden

Og ikke skuespil. 

Igen i nat, 

sidder jeg her, 

mellem tanker og åndedrag, 

og venter på at dagen slipper

sit tag i mig. 

I morgen bliver hård, 

med tomhed og uro, 

blandt de friske, 

som tror og lever.