Forfatter: admin

Jeg kender mit sprukne selv,
når det lækker overskud og kærlighed.
og begynder at længes,
efter tider der gik og,
lykke jeg allerede har levet.

Er det snart forbi?
Skal jeg værke og vrides,
fra nu og til den dag jeg dør?
Blev jeg ny og fortræffelig,
endnu engang før,
det er forbi?

Dage går men jeg lukker,
mig om mig, og væk fra dig,
mens jeg prøver at bryde
mismodighedens mur,
og smile en smule.

Men der er lukket for cirkus,
og festen er forbi,
farverne er borte og
der er kilometer mellem mig,
og verden.

Hvorfor er der så langt derud?
Til de levende og smilende andre?
Jeg kender mit sprukne selv,
godt nok til at vide,
at intet varer evigt.

Du dræber mig virkelig langsomt,
overvælder mig af uforståelighed,
og forfjamsket frihed,
jeg ikke tør bruge.

Jeg gad godt kunne finde ud af det – livet. Men jeg føler mig magtesløs og forvirret. Kan ikke finde fast jord under mine fødder. Overvældes af valg.

Hvorfor er jeg blevet syg? Hvorfor føler jeg mig konstant uegnet og ude af stand til at få styr på det hele. Jeg har ikke mange venner, ikke mange penge, ikke en lysende fremtid og ved næsten ikke hvad jeg selv kan lide.

Jeg har aldrig mødt gud, set tegn eller mirakler. I mit liv har der været øjeblikke hvor alt gav mening og jeg troede alt var muligt, hvis jeg bare troede. Men det har oftest sortnet og efterladt mig fortabt.

Måske er det bare noget indeni? En svaghed eller defekt, der gør at jeg synes alt er så svært ind i mellem? Måske er jeg helt normal, men føler mig alene med at være det.

Giv mit hjerte ro. Bare en uge, en dag eller en time…

Dage uden dig,
gør mig fortabt og forvirret,
fornyet og forstået,
for dér får jeg ro,
til at være det jeg,
jeg kan give til dig.

Den dag hvor vi spiste min mad,
snakkede om mig,
så mine kanaler i tv,
hørte min musik,
tænkte mine tanker,
gik den vej jeg gad,
og lod mit kompas bestemme farten,
og bad om ingenting,
da var der ro.

Evig prik og hudløs sitren,
uden ophør og fri,
for høj, for lav og forkert.
Kun glimtvise blink,
af balance og bod,
min sjæl og krop er for blød.

Tvunget og knægtet,
uden kontrol og førlighed,
med rysten og nattesved.
Lad mig være i fred,
min hjerne går ned,
et tal er alt der skal til.

Ingen kan se den tid jeg bruger,
de nåle jeg lever,
den skam jeg bærer.
Jeg snyder konstant,
for høj, for lav,
og synder konstant,
for lidt og forkert.

Når jeg dør for tidligt,
vil de sige i smug:
“Han snød og gjorde det dårligt,
for højt, for lavt, for dumt,
hvor synd og for sent.”

Giv mig al den tid tilbage,
jeg bruger på nåle og angst,
og elske dig,
uden tal og tjek i stribevis,
med munden fuld af kage.

Mit handicap kan ingen se,
ingen holder min dør,
og græder for mig,
og siger i smug:
“Hvor tapper og stærk,
han skal ha en chance til.”

Mit blod er koldt,
af nåle og skyld,
af ødelagte øjne,
og slatne pikke.

Det er så pinligt at tro
at jeg ku få fri,
i din sofa,
med munden fyldt af kage.

Jeg er kronisk.

Tomme gader med sorte ruder,
stilhed blandt grave,
ekko i et kirkerum.

Et blik og et stjålent suk,
forkert blandt selskab og hygge
med gode intentioner.

Gid praktik og målrettet
jag efter udløsning og sejr
blæste bort i en vintervind.

Lad de døde råbe fra mulden til os,
glem ej, at drømme
og længes.

Stop dit krævende
bankende hjerte.
Giv mig maskinernes evige susen,
giv mig fred.

I mit inderste bor en ild,
som allerede løber sin vej.
Der vil placeres bag skærme af vat og  af stål,
i vacuum af lydtomt hvid.

Giv mig en chance for at komme ud,
når jeg er klar til at elske og tro.
For ellers er jeg pist væk igen,
kort før vi bliver et: to.

Dér hvor jeg må græde,
hade,
bløde,
dovne,
glemme
og være fri,
uden at stå til ansvar.

Uden undrende blikke,
spørgsmål,
forventninger,
formaninger,
jalousi
og være fri,
uden velmenende empati.

Dér hvor jeg kan skrige,
drømme
og finde mit kompas.

Min vej
skal fornys,
cementeres,
brolægges,
forsvares
og måske findes igen.

I det rum som er mit.
Alene.

Jeg får nok aldrig fred
fra det mørke der bor
helt indeni.

En stemning af fortabt
og forladt
og intens længsel.

Ingen kan tåle at høre det sagt,
at høre den stemme
der plager min sjæl.

Jeg har prøvet det før
og véd de græmmes,
når jeg forsvinder for
deres øjne.

Jeg ser det nu
at du altid er med mig
trods du er væk
og forlod mig.

Hver dag i mit liv
vil du have et minut eller to
hvor jeg er hos dig
med minder
der pisker og plager
– hvad nu hvis?

Jeg troede du forsvandt,
forgængelig som alt.
Men sjæle sætter spor
i dem som elsker og håber,
nøgne.

Jeg må leve med dig
et par minutter hver dag
med alt hvad du var
og med hvad vi havde.
Du var kort,
men blir ved
til mine minutter er brugt.