Blog.isme

Sitrende elektrisk urolighed,
en malstrøm af praktik,
der river mig med,
som en robot på vej ned,
i håbet om fred.

Med vasketøjet som fokus,
glemmer jeg knuden,
i en ajaxlugtende logistisk rus,
af gøremål der distraherer,
og forstyrrer.

Men jeg aner, under overfladen,
at jeg faktisk er på flugt,
mod synlige resulaterer,
væk fra den grimme lugt,
af uforløste indre suk.

I spejlet ser jeg det rene tøj,
som et bevis på min succes,
kortvarig, som varmt tis,
uden fylde, ren hvid støj,
for ikke at limningen kan ses.

Når missionen er fuldført,
er jeg fortabt igen,
prisgivet,
den ængstelige invendige rysten,
sjælen konfus og svimmel.

Stadig urolig, på flugt.

 

 

Hvor er det dejligt, at min personlighed har et navn. Så kan jeg være tryg og vide at der er en grund til at jeg har det af helvede til. Og på den anden side, hvor befriende ville det ikke være, hvis min personlighed var navnløs? Fri og ubesværet –  kunne blive hvad den ville – kalde sig hvad den ville – og gøre hvad den troede på?

Hvor jeg dog hader at skulle forklare, at det går skidt. At fortælle den deprimerende historie om mit følelsesliv igen og igen. Og på den anden side, orker jeg ikke at være en succes og skulle præstere – endnu en dag, hvor jeg skal syne overskudsagtig og helt normal. 

Hvor ville jeg bare gerne være glad, uden at vide det. Uden at skulle forklare eller tænke det fuldstændigt i smadder. Bare leve, uden historie og fremtid. Lige nu og uden knude i maven – sikker og rolig.

Bare et par sekunder om måneden, hvor jeg var vægtløs og turde turde. Hvor jeg kunne løfte blikket mod himlen og trække vejret dybt. Hvor fremtiden var ubeskrevet og gav mig mod. Til igen at jage lykken. Et par sekunder, som jeg kunne glæde mig til.

Lige nu overlever jeg.

 

Komplikationerne er for svære,
tvivlen for stor,
friheden for lille,
kompasset er fylt med lort.

En slurk og jeg er ligeglad,
især hvis jeg drikker
en til og glemmer,
mens jeg svier indvendig

Ingen ser mig og jeg,
skjuler for godt,
smerten indeni der er:
fyldt med lort.

Jeg ser ikke lyset for enden,
af regnbuen,
eller mod paradis,
kun det svimlende dagslys af tågede fantomer af liv.

Fri mig lidt,
John Mogensen,
en frelse i elendighed.

Lige om lidt eksploderer jeg,
over jeres velmenene råd,
og formaninger.

Lige om lidt bliver jeg vred,
over jeres kloge ord,
og henvisninger.

Lige om lidt går jeg ned,
fordi i kloger jer,
og lader stå til.

De fleste er optaget af
sig selv og deres liv,
og deres personlige smerte.

En dag ville jeg have elsket,
at elske een,
der så mig.

Bare et øjeblik give slip,
og lytte på det lort,
jeg lukker ud.

Bare en aften,
at holde kæft og se,
det vrag jeg nu er.

Sætte fordomme og damespalter
på pause,
mens jeg bare lukker op og ud.

Du behøves ikke hjælpe,
at ordne eller give råd,
og være helten i mit liv.

Bare se mig,
et øjeblik,
en aften,
alene,
med mig,
og alt det lort jeg er fyldt med.

Ellers er der risiko for,
at jeg bliver,
fucking,
ligeglad,
med alle jer andre.

 

 

Mine elektriske,
udmattende indre rystelser,
med perspektiver på alt,
som et skakbræt,
af fremtidige muligheder,
for potentielle og historiske nederlag.

Er hun skuffet,
er han vred,
tror hun jeg tænker,
jeg er glad,
bag skærmen af normal?

Konstant flydende,
på flere fronter,
mens min indre kamæleon,
forsøger at afbøde,
det uafvendelige fald.

Alene vurderer jeg,
igen mine fejl,
igen ser jeg,
at fejlen er min,
nok en gang.

Når dagen oprinder,
når stykket er slut,
når alle er væk,
det sidste minut,
vil jeg trække vejret og leve,

for der er dét slut.

 

Jeg er mørk,
når jeg ser sort på lys.

Når dit smil,
bliver ondt og overfladisk.

Når din berøring,
bliver krævende, tvingende spot.

Når tårerne falder,
på cellofan og gavepapir.

Når alle ser,
et hul helt inde i mig.

Ja, drik da din gin, og fest igennem mens du bager dine økoflute og krammer dine kønne velklædte børn, der gør oprør, men kun på den rimelige måde, mens du forfølger dine drømme og kun periodisk trættes, men fyldes op igen af al din positivitet og turene på din mountainbike eller din mindfulness-kreative tilgang til livet, som ikke flasker sig, for det ville være for banalt, men kun lige omtrent så besværligt, at du med din coach og dit store netværk, kan overkomme det du drømmer om og sætte meningsfulde mål mod en fremtid af mening og, fylde.

Så giver jeg den gas, med min kop kaffe, i min almennyttige bolig med mine tre streaming-abonnementer og minderne fra det ægteskab, der var fyldt med lort og spidse kommentarer og de opkald jeg, trods alt, af og til, får fra den søn som bor i kibbutz, mens jeg spiser min kinaboks og drømmer mig væk mod strande af lykke og fylde, langt væk fra mountainbikes og økoflute.

Gas.

En gang for længe siden,
som om det var i går,
så du mig rigtigt.

Gid du ville spørge
og fritte mig ud,
tvinge sandhed frem
under min hud.

Ramme mig dér,
hvor jeg vil åbnes op

Se mig.

Tiden gik jo bare,
jeg vidste ikke bedre,
fik ingen manual.

Jeg var bange,
og tung og nervøs,
fik aldrig en præmie.

Pludselig var alting gået,
og jeg fik aldrig jaget
drømme og damer.

Fik aldrig sagt nej,
og nu vil jeg være mig,
skide være med dig.

Jeg købte en bil,
fik job og for lidt,
af det der gav mening.

Og tænkte og håbede,
jeg fik min belønning en dag,
af nogen der så det.

Men jeg var bare mig,
og blev gammel,
og helt almindelig.

Jeg blev aldrig ham,
jeg troede jeg var,
og som kendte vejen frem.

Nu er her tomt,
og ingen lytter rigtigt mer,
efter gamle røvhuller.

Der er børn indeni endnu,
og som glemte,
og som ikke har en historie at fortælle.

Det er for sent,
at ændre det hele.

Det er for sent,
at begynde på ny.

Det er for sent,
at lade som om
jeg kan nå,
at krybe i ly.

Omkring mig ser jeg
deres muskuløse kroppe,
stramme bryster,
fremadstormende,
kloge mænd og kvinder,
der alle lige er begyndt.

Solen er begyndt at gå ned,
det svedplettede kød hænger.

Smagen af gammel,
og lugten af lig.

Minder mig om,
at tiden er forbi.

Gid jeg bare en gang. Kunne se dine forelskede øjne.

Tag mig med.